De ensommes egne

Forklaring

Forestil dig et barn, der går ved siden af sin far. Barnet er tryg, for faderen vil kun barnet noget godt. Tiden går, og barnet bliver ældre, og en dag kommer der en og hvisker barnet i øret, at det lige skal se noget. Barnet er nysgerrigt, men vil i begyndelsen ikke give slip på sin fader. Det bliver fristet mere og mere, og til sidst giver det slip på faderens hånd og følger efter.
Barnet fortryder og vender tilbage til faderen, som tilgiver barnet.
Men det gentager sig, og for hver gang er barnet væk i længere og længere tid.
Til sidst er barnet kommet så langt væk fra faderen, at det ikke kan finde tilbage. Da barnet vil gøre et forsøg på at finde tilbage, siger fristeren, at barnet lige så godt kan lade være, for denne gang tilgiver faderen ikke barnet, og for det andet så er faderen så langt væk nu, at barnet ikke kan nå at indhente ham.
Sådan tror jeg, mange kommer væk fra Gud.
Men der mangles noget i historien.
For der – på de ensommes egne – er det ikke kun ”faderløse” børn, der går. Det samme gør faderen. Og han kalder, og kalder, og ønsker inderligt at barnet hører hans kald. Hans kald om at han ikke er vred, og at han endnu engang ønsker at tilgive barnet.
Spørgsmålet er ikke, om faderen vil tilgive barnet, men om barnet vil findes og tilgives.
Snart kommer natten og mørket falder på.
Lad Gud få lov at finde dig, før det er for sent!

De ensommes egne

På de ensommes egne der går der en mand.
Og kalder på sit barn.
De fugtes ad med fristelsen
Fik barnet væk fra Ham.

Nu går Han og kalder i nat
Han kalder på sit barn.
Han havde jo givet det alt
Ja givet livet i Ham.

For snart kommer natten
hvor ingen skal få fred.
Han vil komme i sin herlighed.
Dommen den er sat.
Så lad Jesus få dig ud af dit rod.
Ved du ikke at du er ren i Lammets blod.

Mit barn kom hjem…